Jeg troede det skulle være svært,
at gøre mig fortjent,
til min fars kærlighed
så jeg prøvede alt,
fra laurbær til tornekrans,
og et par mirakler,
men uden han kiggede ned,
på mig.
Så jeg snittede mig et jernkors,
og naglede mig fast,
i bedriften,
som en ægte ironman**,**
se mig,
se, far.
Så kunne jeg hænge der,
uden at blive hængt ud for noget
andet end selvmedlidenhed,
men jeg følte mig alligevel lidt ophængt,
af alle anstrengelserne,
og de opmuntrende tilskuere,
der sagde jeg bare skulle rive mig løs.
Men ved mit sidste åndedrag,
ringede han mig op,
og sagde jeg var god nok,
som jeg hang der,
blev dødvægten levende,
og mine smerter lettede,
så lykkelig,
at jeg ikke kunne få armene ned,
fra korset.